Havekolonien Sønderager

H/F Sønderager er startet i 1986, og er en kolonihaveforening bestående af 68 haver. Alle haver er på 312 m² og ligger på lejet jord af Herning Kommune.


En sjov historie er, at der er 5 Silvan-huse i kolonien. Det forholder sig sådan, at da Silvan kom til Herning i 1986, gav de 10 % rabat hvis man købte et hus inden den 1. april. Størrelsen var 23,6 m², og da der kun måtte bygges 25 m² dengang, var det jo en passende størrelse.


H/F Sønderager ligger i et meget naturskønt område med græs, buske og træer som et kommunalt parkanlæg. Udsigtsbakken har en flot udsigt over området og Fuglsang Sø, som ligger lige på den anden side af læbæltet.


Haveforeningen har toilet, hvortil man kan få en nøgle - mod et depositum på kr. 500,00.

Ligeledes er der petanquebane og legeplads med gynger, vippe og sandkasse.